Published 2018-02-05 00:00:00
Danske Herning Shipping A/S solgt til norske interesser

Det kriseramte tankskibsrederi Herning Shipping A/S, der er ejet af kapitalfonden Triton, er blevet solgt til det nyetablerede norske selskab ANE Shipping AS for et ikke offentliggjort beløb. Herning Shipping opererer 19 skibe på mellem 3.000 og 11.000 dwt, hvoraf 12 er ejet af selskabet.
Herning Shipping kom ud af 2016 med et underskud på godt en halv milliard kr. og negativ egenkapital, men med likviditet nok til at stå igennem en salgsproces. Og det er den proces, der nu er afsluttet med moderselskabet HS Shipping AB´s salg af Herning Shipping til det nyetablerede norske selskab.

Herning Shipping A/S bliver du omdøbt til Christiania Shipping AS, der vil få hovedsæde i København.

“Jeg er meget glad for etableringen af vores nye selskab og med købet af et velrespekteret og kompetent team fra Herning Shipping. Jeg ser frem til at bygge videre på Herning Shipping´s stærke relationer med eksisterende og potentielle kunder og udvikle et solidt fundament for fremtidig forretning, “ siger Axel C. Eitzen, der er CEO i Christiania Shipping.

ANE Shipping AS, der står bag købet, er etableret som et partnerskab mellem Camillo Eitzen & Co AS, Axel C. Eitzen, Castel AS, Erik Bartnes and Seahorse Maritime AS og Nicolai Heidenriech.

Kapitalfonden Triton erhvervede Herning Shipping A/S i 2012 sammen med Nordic Tankers, der har stået for driften af skibene og ledelsen af selskabet.

© 2014 Shipping Publications as   Phone +47 331 81180   info@shipping-publ.no